Katalogtextbidrag fra udstillingen ”Content Providers”

“Content Providers”
Af Jes Wind Andersen

“Content Providers” positionerer sig i kunstdebatten ved at stille en række centrale spørgsmål til den almene kunstbrug, -altså til måden hvorpå kunsten opleves og anvendes af brugeren.
Konceptet bag “Content Providers” er affødt af tendenser, vi oplever i det daglige. En tiltagende uoverskuelighed i form af et overvældende billedbombardement, hvor uoverskueligheden alene kan begrundes i selve omfanget af billedinformationen.

Dette opbud resulterer i tendenser som “Content Providers” søger at belyse, nemlig interessen for hvorledes dette billedpres påvirker modtageren og dennes kunstbrug og aflæsning iøvrigt.

Udstillingen tematiserer således forholdet om, hvorvidt kunstbrugere identificerer sig umiddelbart med værket, grundet det de ser og oplever (den anonyme ophængning i stuen) eller om de finder sikkerhed i, at være vidende om afsenderen, men til gengæld er uvidende om værkerne, da disse jo bestilles til gennemsyn (1. sal).

Tendenser som at man i kunstbrugen først og fremmest orienterer sig mod det “velkendte” fx. i form af et navns genkendelighed og heraf inddragelse af forhåndsviden om dennes liv og færden, og først på denne baggrund fælder dom over værket, er velkendte. At man med baggrund i en skepsis til værket, søger yderligere legitimering af kunsten ved teoretiske indlæsninger o.l., praktiseres ivrigt af et stigende antal kunstskribenter, kuratorer etc. -men også af kunstnerne selv.

Brugeren orienterer sig tillige mod en tematisk eller formmæssig genkendelighed: at fx. indholdsiden er relevant for den pågældende, fx. i kraft af narrative elementer, eller (i det tilfælde at det drejer sig om kunstnerisk selviscenesættelse), dette “selvs” personlighed og udstråling etc. “Den blotte form” som i visse tilfælde tillader tilstrækkelig projektion af brugeren, og på denne måde, for den enkelte i anvendelsen kan være fuldt tilfredsstillende, er ligeledes en mulighed.

At billedstrømmen har dette overvældende omfang afstedkommer imidlertid ikke nødvendigvis en øget grad af “åbenhed” og “kunstimødekommenhed”, men katalyserer nok i lige så høj grad behov for kategorisering og klassificering, -altså ikke at tage chancer og “spilde krudt på noget som (nok) alligevel ikke er noget...”

Uoverskueligheden kan da tænkes på sigt at have en samlende effekt (“safe game”) og ikke, som ønskværdigt, at pirre nysgerrigheden for det mangfoldige, da dette i sidste instans kræver både øget overskud og kunstnerisk indsigt!

Dette dystre perspektiv stiller derfor kunsten overfor to valg, nemlig enten: 1) -at søge at overdøve det “store kor” fx. ved brug af tilstrækkelig lavkomplekse problemstillinger, kontroversielle emner etc. eller: 2) -at kunsten insisterer på langsomheden og værkets evne til at formidle noget uudsigeligt, på at kunst tager tid og at kunsten gerne må være besværlig.

Vælger kunsten “overdøvelsen” bør den holde sig for øje at den let kommer til at spille på “pressens banehalvdel” (dvs. hvor det er pressen som definerer reglerne), og kunsten står da i fare for at miste terræn. Insisterer kunsten derimod på at være “besværlig” risikerer den at få skudt i skoene at den er utilgængelig og elitær.

Omend “Content Providers” søger at stille disse spørgsmål til kunsten og kunstbrugen, sker det (qua udstillingens natur) på baggrund af konventioner, som at kunst nødvendigvis indebærer tilstedeværelsen af et (plastisk) værk, og at udstillinger afholdes på galleriet, og dermed (i brugers øjne) legitimeres af det pågældende galleris status - af institutionen.

Om kunsten skal betjene sig af lavkomplekse fremstillinger, eller om kunsten skal insistere på at være besværlig, bør være den enkelte kunstners subjektive valg. Men der er næppe tvivl om, at følger kunsten “overdøvelsens princip”, resulterer dette i uundgåelige suverænitetsafgivelser for kunsten.

“Content Providers” væsentligste ærinde er således at fokusere på den skepsis som, af gode grunde, er indlejret i almenheden, og som strengt taget aktualiseres hver eneste gang, den almene borger konfronteres med en aktivitet, nogen har døbt kunst.

Kunstens væsentligste rolle bør derfor ikke blot være provokationen eller forargelsen - at få borgeren op af stolen... -men i lige så høj grad at insistere på refleksionen, den nuancerede fremstilling og dermed opbyggeligheden.

Den rigelige tivolisering af kunsten har ofte den modsatte virkning: i stedet for at katalysere reflektionen er den snarere en instrumentering af princippet om den laveste fællesnævner. I stedet for at tjene som konstruktiv formidling, fremstår den, som information ofte for overfladisk og uvedkommende for brugeren.