- Om billedkunsten i det merkantile rum

Af Kristine Kern

I Danmark er der en lang tradition for, at kunstnere udstiller udenfor etablerede, institutionelle udstillingsrum. Op igennem 1990ernes, betød installationens genkomst, at også kunstnere, som ikke arbejdede i tre dimensioner, begyndte at inddrage rummet eller rumlige overvejelser i iscenesættelsen og installeringen af deres værker. Man kan således finde mange eksempler på malerier, der ophængt i dialog med det lokale, de vises i, bidrager til en ny eller anden forståelse af det givne udstillingsrum. Og som sådan kan den installatoriske udstillingsform sammen med nye temaer og henvendelsesformer i kunsten, siges at have bidraget til en ny måde at se kunsten på; en anden og mere intensiv dialog mellem værk og
beskuer.

Men disse alternative udstillingsrum er ikke nødvendigvis – som man ellers ofte kan få indtryk af - nedlagte fabrikslokaler eller fugtige kældre. Der findes også flere eksempler på kunstnere, der har udstillet i blandt andet erhvervsvirksomheder – det være sig midlertidigt ubrugte lokaler, så vel som aktive kontorlandskaber. Og når kunstnerne på udstillingen ’Parallelvej’ således udstiller i Skanskas nye kontorbygning, er det ikke en foreteelse uden fortilfælde. Men alligevel giver begivenheden og udstillingen som sådan, stof til eftertanke.

Aftalen mellem Skanska og kunstnere er pragmatisk. Noget for noget. Kunstnerne får udstillingslokaler stillet til rådighed og midler til et katalog.
Skanska sender kataloget ud som invitation til potentielle lejere af deres nye – og indtil videre rå – kontorlokaler og bruger ferniseringen som anledning til at holde en reception – igen for potentielle lejere. På den måde håber Skanska utvivlsomt at skabe mere opmærksomhed omkring både deres nye byggeri og virksomheden i det hele taget. Den kulturelle kapital, som kunstnerne leverer, kommer således til at indgå i et merkantilt spil.

Der er altså tale om en form for gensidig profitering mellem kunstnerne og virksomheden. Og at kunst og erhvervsliv kan have en interesse i at samarbejde, er der sådan set heller ikke noget nyt i. Men måske har måden, man samarbejder på, ændret sig gennem de senere år. Det mener i hvert fald den britiske billedkunstner Anthony Davis, der med sit projekt ’The Surge to Merge Culture with the Economy’ analyserer hvordan de to instanser interagerer. Davis dokumenterer hvordan billedkunstens rolle har forandret sig i takt med nye strukturer i både erhvervsliv og offentlige institutioner. En af Davis pointer er, at erhvervslivets engagement i kunsten har ændret sig fra at være en interesse i at investere i kunst, til at blive en interesse i at samarbejde eller ’netværke’ med kunstnere. Kunstneren ses som attraktiv figur, der kan være med til at tilføre virksomheden tiltrængt kreativ kapital. Eller kunstinstitutionen kan fungere som samarbejds- eller sparringspartner både i forbindelse
med idé udvikling og i repræsentativt øjemed. Samtidig kan man også iagttage hvordan en udstilling eller et kunstværk ikke længere er ’sponsoreret af’ et givent firma, men snarere udviklet i ’samarbejde med’. Sådan forholder det sig i hvert fald i England ifølge Anthony Davis.

Men hvordan er situationen så i Danmark, kunne man spørge. På den ene side må man konstatere, at forholdene ikke er som i England. Men på den anden, så er der mange faktorer, der godt kunne tyde på, at udviklingen er på vej i den retning. Eksempelvis kan man iagttage hvordan Statens Museum for Kunst og andre kunstinstitutioner og udstillingssteder i stigende grad lejer salene ud til kommercielle arrangementer. Man kan også se hvordan nye, ’unge’ virksomheder indenfor eksempelvis IT og reklame ansætter billedkunstnere. Eller hvordan virksomheder bruger deres engagement i kulturelle og kunstneriske aktiviteter til imageforbedring. At ideen om kunst i det offentlige rum eller på arbejdspladsen ofte følges af en forventning om, at den formodede øgede livskvalitet, som disse tiltag angiveligt medfører, rigeligt tjener sig ind i reducerede udgifter til blandt andet sygedagpenge, kan også ses dette perspektiv. Men vigtigst i denne forbindelse er det nok, at relationen mellem kunst og erhvervsliv er på vej
til at forandre sig radikalt.

Er det en god eller skidt udvikling? Som sagt er det i hvert fald ikke et nyt fænomen. Siden kunsten blev kunst i vores forstand af begrebet, har der været mæcener til. Men dengang var der måske netop tale om uvildige mæcener. Nu gælder det forretning. Og når billedkunstnere frivilligt involverer sig med erhvervslivet, må de selvfølgelig forholde sig til den økonomiske transaktion, som de dermed bliver en del af.