Emaljeret natur

Information d. 21. september 2000
Af RUNE GADE

Fotografi og maleri er integrerede størrelser i Jes Wind Andersens muterede landskabsbilleder.

Udstilling
Den nordiske kunst er belastet med en række fordomme om en særegen ‘tone‘, en særlig sensibilitet over for naturens mere kapriciøse luner: Vintrenes endeløse nætter, regnbygernes ustandselige plasken, kulingens evige rusken. Og måske er der noget om det, måske fremavler det skandinaviske mørke virkelig et bestemt natursyn, som afsætter sig i de skandinaviske kunstneres naturfremstillinger.
Men i så fald er det ikke til Jes Wind Andersen (f. 1965), man skal gå for at blive bekræftet. Wind Andersens naturskildringer er ikke særlig naturlige og heller ikke særlig romantiske. De er derimod befriende industrielle, som var der tale om en hybrid af kultur og natur.
I store farvefotografier har Wind Andersen skildret bjergsider i de norske fjelde. Fotografierne er alle næroptagelser, eller i det mindste nærstudier af bjergmassivernes rustikke overflader. Horisontløse stenflader hinsides ethvert skalaforhold breder sig inden for billedrammerne, og tenderer mange steder den rene abstraktion.
Wind Andersen fjerner yderligere motiverne fra deres binding til virkeligheden ved at lade dem fremstå monokromt, for eksempel iklædt et ‘mørkekammerrødt‘ skin, eller slet og ret som sort-hvide fotografier. I øvrigt står fotografierne kun sjældent alene. Som regel er de indfældede i en bemalet, eller snarere emaljeret flade, der gør langt mere end blot at indramme fotografierne.

Som amokløbne floder
De hidsige bemalinger gnaver sig vej ind i fotografierne, erobrer så at sige noget af deres motiviske terræn, som var der tale om amokløbne floder. En aggressiv blanklakeret kromgul splasker et sted ind over det fotografiske bjergmassiv, og skaber dynamiske spændinger i billedet. Kombinationen af fotografi og maleri er formelt set særdeles frugtbar, men meningen forbliver mere dunkel.
De glansfulde armeringer giver ganske vist indtryk af en kulturindsvøbt natur – en ekspansiv strategi, der kunne ligne skildringen af en anderledes form for kulturimperialisme, en ‘forsegling‘ af vores naturbilleder. Men inklusionen af et par rene monokromer, en gul og en sort, tyder også i retning af en vis kunsthistorisk intertekstualitet, en pegen tilbage på modernismens puristiske abstraktioner.
Under alle omstændigheder befinder disse landskaber sig, hvor konventionelt horisontale de end er, fjernt fra den melankolsk tyngede, ‘nordiske‘ naturromantik. Wind Andersens billeder er lidt mere techno, lidt mere storbypuls, lidt mere rendyrket fascination af den kommercielle finish. Monteret på aluminium og overstrøgne med maling og lak fremstår værkerne med en vis uimodståelig signalværdi, en insisterende gøren opmærksom på sig selv. Det er en smuk og givtig mutationen af landskabstraditionen, Wind Andersen her har iværksat, og man kan kun glæde sig til at se mere fra hans hånd.